Krise og kritik i Norden

Mikkel Bruun Zangenberg Kritiker #4, maj 2007

Dér sad vi så, en lille skønsom flok, den 1. december 2006, i den danske avis »Information«s halvtomme lokaler inde i hjertet af København, til en snak (en debat, en diskussion, en strid på ord?) om litteraturkritikkens status i Danmark og Norden i disse dage. Som gæst havde vi - dvs. en lille arbejdsgruppe under det danske Kritikerlavet (specifikt Lilian Munk Rösing, Peter Stein Larsen, Martin Glaz Serup og undertegnede) - inviteret en af det svenske tidsskrift »Kritikers« redaktører, Mikael Nydahl, til at komme og berette og måske polemisere fra en diagonal, svensk vinkel.

Martin Glaz Serup åbnede ballet med en kort introduktion af Nydahl og »Kritiker«, og motiverede invitationen. Inden for de seneste år, sagde Serup, har vi oplevet en opblomstring eller opståen af en ny nordisk litterær offentlighed. I hvert fald bliver rammerne i disse år beredt for, at en egentlig sådan kan opstå. Diskussioner og tekster kan hurtigt sprede sig via blogs og andre digitale medier - herunder internetversionerne af traditionelle aviser og tidsskrifter. Men derudover er der tre konkrete initiativer, der alle har det tilfælles at de hævder at være tværnordiske, med en nordisk redaktion eller redaktionskomité, der som et minimum gør brug af svensk, dansk og norsk og alle er eksplicit interesserede i kritikken, kritikkens rolle og ikke mindst: kritikkens form. Hvad kan den, hvad skal den og så videre. Det bliver der gået forskelligt til hos Nypoesi (opstået i Oslo), Litlive (opstået i København) og Kritiker (opstået i Stockholm). Tilfælles har de alle det, at de tilsyneladende ikke er tilfredse med den eksisterende (dagblads-) kritik, og at de, ved at berede en anden struktur, en anden form, andre kriterier (end dagbladenes), er nysgerrige efter at se hvad der kommer ud af det. Hvad der kan komme ud af det. Om noget. Andet? Og bedre?

Nydahl var lavmælt, langsom, rolig, eftertænksom, og koncentrerede sig før alt andet om at fortælle om »Kritikers« besindige genese ud af det såkaldte »Fria Seminariet i Litterär Kritik«, FSL. Nydahl var hurtig til at afvise enhver form for naiv eller forloren nordisme, en påpegede ikke desto mindre tidsskriftets ideelt set internordiske henvendelse til et skandinavisk og ikke blot nationalt publikum, et faktum der understreges af at de publicerede (skønlitterære og kritiske) tekster jævnt hen er på henholdsvis dansk, norsk og svensk. Nydahl redegjorde fint for hvorledes den oprindelige indbydelse til FSL svingede mellem vagt fejende formuleringer og frapperende passager, men med en langt mere klar og nøgtern fokus når det kom til arbejdsformerne: de månedlige, tre dage lange sessioner på øen Skeppsholmen midt i Stockholm.

Og som altid er negationerne nemmere end de positive formuleringer: der skulle ikke være tale om et kursus for kritikere in spe, ej heller en løst blafrende forelæsningsrække, men derimod en art fiktiv »redaktion«, der altså til en begyndelse ikke var forbundet med et egentlig tidsskrift. Det afgørende, fremhævede Nydahl, var i denne sammenhæng produktionen af et åbent lyttende samtaleklima; noget så sjældent som muligheden af at lufte uenigheder, uden at det blev til konfrontation; noget som sigtede efter gensidig forståelse, uden at udarte til flad konsensus. En slags »kærlighed« kaldte Nydahl det uhørt frækt og morsomt! Ikke desto mindre udmøntede denne lyttende forståelse sig efter nogen tid i det første monster, den 300 sider lange »Nordisk kalender för litterär kritik och essäistik. Häfte«. Og dette skridt hen imod konkretion og udmøntning af de mange samtaler, rejste naturligvis straks spørgsmålet om ideologi og program og ståsted og teleologi? Hvortil? Hvorfor? Hvorhen? Stillet over for den mulige fare og faldgrube et sådant krav om ensretning og formålsmæssighed stillede, foretog Nydahl denne første december-aften sidste år et elegant herresving ind over en ung svensk litterats (Jakob Norberg) læsning af Walter Benjamins »Krisis und Kritik« og »Angelus Novus«, præamblerne til to aldrig realiserede tidsskriftprojekter. Nydahl betonede særlig Benjamins velkendte fokus på destruktivitet og vold som en immanent del af den sandt frugtbare kritik (frem for f.eks. den evige kongenialitet og lydhøre forståelse), samt også og ikke mindst Benjamins afvisning af den potentielle sekterisme, der skjult ligger gemt i et tidsskrifts joviale enighed med sig selv og sine fåtallige læsere. Spændt op imod den på samme tid enfoldige og nødvendige (?) forestilling om en nordisk, litterær offentlighed, kunne Nydahl da med Benjamin - og henover Norberg - istemme fordringen om, at et tidsskrift må vedrøre opretholdelsen af et fremmedskab (på svensk: »främlingskap«) snarere end sammensvejsningen af et gemytligt fællesskab.

Denne beretning om »Kritikers« genese, iblandet de diskret provokerende pointer, fremkaldte en noget blandet reaktion hos det fremmødte, rent danske publikum. Tilstede var repræsentanter for kritikerstanden ved de fleste større danske dagblade (»Politiken«, »Information «, »Jyllands-Posten«, »Kristeligt Dagblad«, »Berlingske Tidende «), »Litlive« samt enkelte forfattere (Pablo Henrik Llambias, Lars Frost). »Informations « Tue Andersen Nexø, der også er redaktør for det fine lille danske tidsskrift »Den Blå Port«, lagde ud med at spørge til »det nordiske«? »Det nordiske« synes at være et spørgsmål, der på samme tid fremkalder forlegenhed og nyfigenhed, interesse og skepsis, også indenfor det litterære gebet. På den ene side kan der nemt komme noget fromt og frelst over dyrkelsen af det særligt skandinaviske, endog med ubehagelige, ideologiske undertoner; på den anden side, er det relativt indlysende at globaliseringen, og særlig det engelske sprogs aggressive fremmarch, gør det tillokkende og nærliggende at opdyrke en art nordisk fællesskab - også og ikke mindst fordi sprogene jo trods alt er så nært beslægtede; der er desuden noget beklemmende, ved den udbredte uvidenhed om nabolandenes litteratur i Norden, en uvidenhed der måske især er fremherskende i Danmark?

Herfra gled vi hurtigt over til den rent danske scene. Der hersker for tiden i Danmark en regulær krise for den litterære kritik. Det er i det mindste min påstand og mit forslag, om end der hersker uenighed om en præcis diagnose for patienten. Er problemet kritikerne selv, der er for subjektive og selviscenesættende, eller bare kedsommeligt refererende og pligtskyldigt vurderende »dette værk er godt/dårligt/mådeligt« etc)? Er det litteratur- og kulturredaktørerne, der på en uheldig måde forvalter det de mener er hver enkelt avis' læserskares behov - i en lemfældig form for populisme, der indirekte påvirker dagbladenes kritikere til at skrive i en særlig tonart? Eller er der tværtimod tale om, at selve grunden under den litterære kritik, nemlig en særlig offentlighedsform, der hidrører fra Europa i 1700-tallet, er ved at gå i opløsning?

Undertegnede kom for skade at råbe op om en problematisk fler-polaritet på den kritiske scene i Danmark. Kritikken synes nu om dage at være spændt ud mellem to ekstreme yderpoler: de små eksklusive tidsskrifter og den rent akademiske kritik på den ene side; og på den anden side dagbladskritikken, og særlig den nytilkomne af slagsen, nemlig såkaldt »almindelige læsere« der i gratisaviser som »Metro-Express« og »Urban« opfordres til selv spontant at kommentere denne og hin bog. Meget hårdt trukket op, får vi da en klassisk dualisme mellem forfinet elite-kultur og en fladpandet populær-kultur, hvor litteraturen bliver klemt og falder ned mellem to stole: spærret inde mellem det for iltfattigt eksklusive og det for bralrende spontane og uvidende.

Man kunne nemt forfine billedet derhen at dele af dagbladskritikken især snerper hen imod livsstil, underholdning, smagsdommeri og personlig branding (hvor det gælder om at underholde og informere, og hvor kritikerens person i nogle tilfælde helt stjæler billedet fra det litterære værk, i Danmark er arkeeksemplet Lars Bukdahl, og programmet Smagsdommerne på den danske TV-kanal DR2), sådan at der tegner sig en tri-polaritet: mellem det dydsiret akademiske, det kvalificerede, men for vilkårligt selvpromoverende, og så den rene snak som i alle mulige lægmænds uforblommede meninger om dette og hint værk. Ikke noget tillokkende scenarie, hvis sandt? Meldingen vakte hovedrysten og enkelte bifaldsnik. Tue Andersen Nexø og jeg selv har haft en art debat om et beslægtet emne på Nexøs blog, hvor Andersen Nexø indvendte, at status quo strengt taget er ganske glimrende i Danmark, og at kritikkens funktion er at bidrage til den civiliserede samtale i den dannede, litterære offentlighed (sig til, hvis jeg fejlgengiver dig, Tue); medens jeg selv indvendte, at der her måtte være tale om en behjertet naivitet: med borgerskabets død i 1950'erne forsvandt denne kultiverede, litterære offentlighed, og blev i stedet afløst af en mangfoldighed af mikro-offentligheder, p.t. spredt henover semi-private blogs og strengt private mail-konti, cyber-tidsskrifter (som f.eks. det danske Turbulens), tidsskrifter i gammeldags forstand, men for uendeligt få læsere (i Danmark har et litterært tidsskrift typisk ca. 200 abonnenter), specialtidsskrifter for de akademiske specialister, etc etc.

Selve grunden under en litterær offentlighed, hvad enten national eller nordisk, er dermed eroderet og bortkommet, og erstattet af noget ganske andet. Som sådan er Benjamins gamle fordring om vold og fremmedskab muligvis sket fyldest, om end ikke nødvendigvis på nøjagtig den måde, Benjamin drømte om?

I Sverige er der i løbet af 2006 løbet en debat af staben om hvorvidt finkulturen er i færd med at udvikle sig til et pleroma af subkulturer, det er bl.a. blevet diskuteret af Horace Engdahl i Sydsvenskan (06.04.02). Engdahl spørger her til et prekært problemfelt, som jeg også selv har berørt i det danske dagblad Politikens spalter, nemlig dét man kunne kalde for almengyldighedens spøgelse: i nyere tid har den æstetiske teori kæmpet med den status vi skal tilskrive æstetiske domme der gør krav på almengyldighed? Hvad er præcis æstetiske normer og værdiers bindende kraft, om nogen, og hvor går grænserne for denne angivelige kraft? Det aktuelle problem, som Engdahl peger på, er, at denne interesse for det almengyldige i dag synes at være fordampet. Ifølge undertegnede kun for at være afløst af det der ikke sjældent er en lidet dybsindig blanding af privat snik-snak og ansatser til egentlig kritisk samtale mellem de mange separate mikro-offentligheders aktører. Alt funderet på en kombination af mangelfuld viden om modpartens egentlige modus operandi (man læser jo alligevel ikke hinandens tekster, har hverken tid eller lyst) og behovet for en lun, sekterisk enighed (»hér på bloggen mener vi alle at...«). Som bedst, er blogosfæren medie for en ny og mere demokratisk og åben samtaleform uden om redaktører og skjulte dagsordener; men der er vist endnu et stykke vej til, at mediets ideale, regulative horisont indfries. Der kan imidlertid næppe herske uenighed om, at blogosfæren på længere sigt er en af de mest interessante og nybrydende medieformer i forbindelse med afviklingen eller udviklingen af nye litterære typer offentlighed.

Ifølge Engdahl er den sociologiske misere ikke desto mindre at: »Dagens kulturlandskap är en arkipelag av specialintressen och smaker, som alla betraktar sig som lika berättigade och som bara i ringa utsträckning kommunicerar inbördes«. For så vidt dette er sandt, viser Walter Benjamins drøm om kritikkens destruktive gestus sig i værste fald som middelmådighedernes krakilske bêtise, som en senmoderne repetition af Flauberts diagnose af dumhedens og den gensidige fremmedheds facile redundans.

Man kan naturligvis også vende billedet om, og med næsten lige så stor gyldighed lovprise den frugtbare mangfoldighed af scener og fora for den litterære kritik. Problemet er blot, at denne pluralistiske kakofoni mest af alt ytrer sig som en relativistisk og vilkårlig summen præget af fraværet af det ømme punkt, Engdahl udpegede, nemlig de almengyldige domme og vurderingers normgivende kraft. I stedet kan enhver mene hvad som helst når som helst og hvor som helst (og gør det), hvorefter det eneste der resterer, er marketing og PR: den der har det største marketing-budget og de bedste netværk opnår den højeste sociale og kunstneriske anerkendelse? Eller modsat: I mener det, men vi mener det, basta!

Og så var vi alle tilbage ved et blankt nulpunkt. Vi gik følgerigtigt - som alle sande litterater - ud og drak, og dermed antog debatten helt nye og mere flyvske former i vores egen lille sporadiske, litterære offentlighed.

Tilbage står imidlertid et stort, blafrende antal spørgsmål: hvordan skal man i det hele taget diagnosticere dette felt? Alle har jo en mening eller to eller tre, men det er ofte langt fjernet fra en konkret viden om, hvem der rent faktisk læser kritikken, hvem der læser hvilken slags kritik, og hvilke typer effekt og funktion de forskellige former for kritik måtte have? Og bør have? Vi drev således langt væk fra Nydahls tilfærdige, sympatiske og tankevækkende fokus på ét konkret fænomen, tidsskriftet »Kritiker«, men også fra Benjamins som altid suggestive og spekulative bemærkningers underfundige rigdom.

Og det var måske et problem i sin egen ret, at vi drev væk? For kritikken af »Kritikers« redaktionelle anti-politik (primært fremført af Andersen Nexø) gik nemlig også på, at den form for åbenhed jo nemt udartede i vag og retningsløs inklusivitet, en blind akkumulering af bidrag i øst og vest, nord og syd. Glaz Serup indvendte herimod, at tilvalget af åbenhed jo netop er udtryk for et bevidst valg, og således ikke resultatet af en diffus laissez-faire attitude. Og at »Kritikers« åbenhed muliggør fremkomsten af en egentlig antagonisme, at dybt uenige attituder på lige fod og i egen ret kan komme til orde i spalterne - uden redaktionen som småligt partisk bisidder.

Hvem har ret? Andersen Nexø, der slår til lyd for en skarpt tilskåret, næsten publicistisk partisan-politik (»her mener vi at«), eller Glaz Serup med sin plaidoyer for generøs åbenhed (»her kan alle ytre sig«)? Hvis problemet med Nexøs iltre position er den enøjede og aggressive nærsynethed, er skavanken ved Glaz Serups sympatiske forslag det vage vidsyn. Ikke desto mindre tror jeg det er mellem de to poler - mellem den iltre antagonisme og den venlige (men ikke relativistiske) pluralisme - at det sitrende mulighedsfelt for nye mikro-offentligheder må bakse med den æstetiske almengyldigheds uudryddelige problem.

For så vidt den litterære kritik i Danmark, og måske i resten af Norden og den vestlige verden (lad os bare se i øjnene, at der jo på dette område ikke er den store forskel på København og San Francisco, Oslo og Grenoble, Stockholm og Frankfurt) er i en art krise, er det forbundet med udviklingen af en ekstrem medie-mangfoldighed rhizomatisk forbundet på kryds og tværs via uendeligt mange kanaler, og så modsat fantasmet om en minimalt fælles og bindende litterær kultur? Og måske dette problem (denne potentielle mulighed) er særlig akut og jeg havde nær sagt: kritisk i forbindelse med tidsskriftet som genre og medieform? Hvorfor? Fordi tidsskriftet på en mere påtrængende måde end dagbladet på samme tid henvender sig til ganske få læsere, og principielt til alle læsere. Ikke ulig bloggen, der på en mere urovækkende måde svæver mellem det intime og det offentlige. Så måske det især er her, på tidsskrifternes og bloggenes arena, at vi skal spejde efter en udgang af krisen - eller krisens fuldbyrdede, apokalyptiske faces hippocratica.



←  Till artikelarkivet