Art Writing — et rum, en refleksion

Ida Marie Hede Kritiker #38, december 2015

Art writing. Et begreb, der dækker over et møde mellem kunst og tekst. Men hvilket møde?
På Aarhus Litteraturcenter har initiativet Project Art Writing eksisteret i flere år og huset masterclassforløb, seminarer og festivaler. Projektet har også kommissioneret tekstbaseret kunst i det offentlige rum. Jeg har arbejdet for projektet et par år, og i den forbindelse været med til at definere opfattelsen af art writing som
»en hybridgenre, der rummer en bred række heterogene tekstpraksisser i interaktion med den visuelle kultur, hvor analytisk og poetisk tekstbaseret kunst kan forstås som modaliteter af skrift: På én gang fiktiv, kritisk og teoretisk, og på samme tid i konstant dialog med det visuelle felt. Art writing forholder sig til alle andre former for kunstneriske praksisser og de tekstuelle praksisser kan relatere til foto, skulpturelle former, krop, lyd og rum såvel som diskursive rammer. Man kan sige, at den skrevne tekst både kan opfattes som et medie for det kunsthistoriografiske og som et medie for den kunstneriske praksis som sådan.«
Definitionen er bred, projektet er rummeligt. Internt i projektet er vi ikke altid enige, heller ikke selvom der er skrevet en definition. Vi er enige om, at art writing aldrig bliver mainstream. Vi er enige om, at konceptet for det meste tiltrækker kunstnere og forfattere, der allerede har en etableret praksis bag sig, og som har fundet ud af, at tekst spiller en vigtig rolle for dem. Og vi er enige om, at de udefinerbare aspekter af art writing er det tiltrækkende ved feltet. Rum til at tænke. Rum til at strides. Rum til at udvikle.
Midt i april var jeg i Aarhus for at deltage i det første af tre masterclassforløb af hver en uges varighed med tretten tilbagevendende deltagere organiseret af Project Art Writing. Jeg underviste sammen med den amerikanske digter Steven Zultanski, der var den første uges gæstelærer (de øvrige: Lilibeth Cuenca Rasmussen og Helena Eriksson). Deltagerne, der var nøje udvalgt på baggrund af deres ansøgninger, var billedkunstnere, performere og forfattere, og alle havde allerede en praksis bag sig, der var alsidig og specifik. Alle var også interesserede i at mødes i et rum, hvor det er muligt i fællesskab at undersøge tekstens betydning i deres praksis gennem læsning, diskussion, produktion, oplæsning, performance.
Det var netop det, denne masterclass skulle åbne op for. Det overordnede tema var krop og intimitet. Temaet var et forsøg på at skabe en ramme for et felt, der kan virke svært definérbart. Og med temaet blev det muligt i det mindste at sige:
Kroppen er det reservoir af erfaringer, som teksten altid udspringer af. Og kroppen er det sted, teksten performes fra. Her starter vi med at undersøge teksten og dens flugtlinjer.
Denne tekst er ikke en analyse af, hvad der egentlig gik for sig i masterclass’en, hvordan deltagerne definerer deres tekstbaserede praksisser, hvordan vi var uenige eller enige, hvordan kroppene i rummet befandt sig efter en uges undersøgelse, hvordan intimiteten påvirkede samtalen, eller hvordan en tekst lyder, når den er hentet fra kroppens reservoir. Det er heller ikke en kortlægning af, hvad art writing er, eller hvordan undervisningen i praksis lever op til den brede og rummelige definition, som Project Art Writing står for.
I stedet er det en idiosynkratisk, måske kun i tynde tråde sammenhængende meditation over, hvordan man kan tale om tekst som noget andet end ’litteratur’, om processerne omkring det at skrive, om intimitet, og om de flygtige sammenhænge mellem mine personlige refleksioner over mulighederne i art writing og mine erindringer fra ugen i Aarhus.

RUM
Jeg begynder hurtigt inde i forløbet at tænke på, at selv med kroppen som tema befinder vi os sammen i et spekulativt rum. ’Min tilgang er vist ret æggehovedet’, siger Steven til mig den første dag. Og vi taler kort om, mens vi nervøst står og hænger ud midt i klasselokalet foran alle de nye ansigter, at kroppen også bor i æggehovedet, at krop og tanke ikke er adskilt.
Da jeg forbereder et kort oplæg til den første dag, tænker jeg på Brian Massumi, den canadiske teoretiker, der beskriver en krop i konstant bevægelse, altid på vej, men på en måde, hvor erfaringen af bevægelsen kommer forud for det, der kan begribes kognitivt. Og jeg tænker på en anden ligeså abstrakt idé om kroppen: At vi aldrig har set de mest vitale funktioner i vores egen krop. Til daglig har vi ikke nogen idé om, hvordan vores organer fungerer, hvordan neuronerne suser gennem vores hjerner. Hvis vi ser en knogle stikke ud, vil det være tegn på, at noget at galt. Det er dén krop, uforståelig for os selv og alligevel lige her, som skal bære os igennem ugen.
Alle skal præsentere hinanden, jeg først. Jeg skjuler min nervøsitet. Alle taler efter tur, en smule anspændte, mærkeligt nok — skamfulde over at fortælle hvem de er.
Vi læser tekster sammen, vi skriver sammen, vi forsøger at være en gruppe, at finde ud af, hvem hinanden er.
Den første tekst, jeg gerne vil læse med gruppen, er Juliana Spahrs The Remedy. Teksten interesserer mig, fordi den er bygget op af forskellige elementer — et jeg beskriver forholdet til sit barn, til sin elsker, til international våbenhandel og til et kunstnerisk samarbejde. Jeg kan godt lide, at teksten begynder i det bekendende, men til sidst opfører sig næsten ikke-menneskeligt — at den demonstrerer bevægelser og på absurd vis kombinerer forskellige domæner. Som en krop sat sammen af mange dele. Diskussionen er interessant, vi snakker køn og psykologi, vi snakker tekstlig udmattelse og etik, vi strides om, hvad der egentlig sker.
Dagen efter tager Steven over. Vi har på forhånd alle læst Roland Barthes Lysten ved teksten. Diskussionen er livlig, undersøgende og kritisk. Vi snakker om nydelsen som noget underprioriteret over for begæret, vi snakker om perversionens natur, om læsning, og idéen om, at alt tekst er forbundet til sin samtid. Der er konfrontationer, uenigheder, irritation. Hvad skal vi med den her tekst? Er den gammel, for »fransk«, hvordan kan vi bruge den?
Mellem disse læsninger giver vi gruppen en række mindre skriveøvelser, som de fortolker vidt forskeligt. Alle skriver et brev til en kropsdel og sætter så teksterne sammen til to enorme kroppe; alle skriver om, hvordan nydelsen kommer til udtryk i deres praksis, om oplevelser af nydelse i mødet med kunst. Indimellem bliver teksterne spekulationer over materialet, vi læser, indimellem udvidelser af tanker, der i forvejen findes i deltagernes kunstneriske praksis.

REFLEKSION
Jeg spørger Lise Haurum, som er en del af Project Art Writing, hvad hun egentlig tænker art writing er? Jeg ved, at hun ikke altid er enig med sine to kolleger Jette Sunesen og Trine Rytter i, at art writing også dækker over tekstbaserede visuelle kunstpraksisser.
Lise svarer, jeg opfatter art writing som en selvstændig genre, der har teksten som medie. I forhold til skønlitteraturen er art writing i højere grad præget af koncepter, rammer og regler, og art writing er ikke på samme måde båret frem af et handlingsforløb. Art writing tekster er nærmest levende, og det bliver tydeligt gennem det teksterne gør.

RUM
Hvad kan tekster gøre? Steven præsenterer os for en tekst af den amerikanske digter Trisha Low. Low har været til syndsforladelse hos adskillige katolske præster, hun har optaget sine samtaler med præsterne og transskriberet dem. I teksten, vi læser, der tager form som en dialog, fortæller Lows figur om sine seksuelle udskejelser. Hun er tydeligvis ikke investeret i det religiøses bud om anger. Præsten prøver at forstå, at berolige, hans kommentarer er komiske, kontrasten mellem de to bliver absurd. I sit sidste besøg hos en præst bliver Lows optageudstyr opdaget, og præsten smider hende ud. Litteratur skal påvirke den sociale orden, mener Low. Gennem sin tekstpraksis arbejder hun bevidst på at skabe rod i både sine offentlige og private relationer — på den måde har det litterære en effekt på verden.
Lows performative tekst, den form for tekst, der rusker op i det sociale rum, får mig til at tænke på et helt andet tekstligt rum.
Et minde fra en tidligere masterclass, hvor vi sad flere sammen og pludselig snakkede om Emily Dickinson (vi snakkede om hende igen i denne masterclass, hvorfor dukker hun så ofte op?) Dickinson fortolket af Jen Bervin og Susan Howe i coffee-table bogen The Gorgeous Nothings, hvor konturerne af de konvolutter, hun skrev sine miniaturetekster på, er tegnet op og digterne trykt inde i de omrids, præcis som de blev skrevet.
I Dickinsons efterladte papirstykker og konvolutter opdyrkes et minimalt, anarkistisk rum. I begyndelsen læser jeg Dickinsons miniatureskrift som et udtryk for en marginaliseret stemme, at hun som kvinde ikke fik lov til at leve som kunstner, at formen repræsenterer denne hindring. Men læser man Dickinsons biografi, er det ikke historien om kvinden som offer. Forholdet mellem rum og tekst er et andet end hos Trisha Low — men hos begge handler det om at indtage et rum — et rum som ikke er givet i forvejen — og hos Dickinson udvides rummet i en tænksom, detaljerig, passioneret bevægelse. Begge forfattere skriver tekster, hvor rum bliver levende, hvor der går nye strømme igennem rummene.

REFLEKSION
I løbet af ugen i april bliver der ikke produceret nogen værker. Der bliver ikke arbejdet med andre materialer end laptop og papir. Måske betyder art writing ikke nødvendigvis kun, at teksten indgår som del af et andet kunstnerisk materiale. Måske behøver teksten ikke at være udspændt i et rum, flimre som en undertekst i en film, fungere som det pludseligt læsbare element i et værk af voks, cement, lærred, tegnestifter, silkepapir, gips, marmor, plastic, LED-lys og programmering eller være den materielle præmis i en performativ situation, hvor kroppen er central, sætninger tegnet op med blod, blæk, kridt, kuglepen, på en rulle, en væg, et lår.
Der er utallige fantastiske eksempler på teksten som en integreret del af en større helhed. Tænk på Fiona Templetons Cells of Release, tænk på Carolee Scheemanns Interior Scroll, tænk på Tony Lewis maleri, tænk på Cyrith Wyn Evans lysende neontekst, tænk på Thomas Hirschhorns eksploderede rum.
Men i forestillingen om den tekst, der er i dialog med den visuelle og lydlige kultur, kan man, lige som Lise Haurum, også se teksten i sig selv som materiel.
Jeg tænker på en tekst, der tager livtag med de forventninger, der er rettet mod den. En tekst, der udfordrer sin plads i den litterære eller kunstneriske kanon, en tekst, der hele tiden forhandler, hvad eller hvem den adresserer, hvem eller hvad den inddrager som sit stof. En tekst, der ikke vil ligge under for en bestemt analytisk tænkning, ikke vil reduceres til en kode, men som vil ses for dét, den er.
Og jeg tænker på de utallige tekster, der findes her: Teksten, der udmatter sig selv, teksten, der insisterer på at være rastløs, teksten der er direkte, plat, sat sammen af mange stemmer. Teksten som en tekstur, der vil disintegrere over tid. Som et materiale, der har en indbygget selvdestruktion.
Maria Fusco, som tidligere ledte MA i Art Writing på Goldsmiths College i London, underviste i 2014 en masterclass i regi af Project Art Writing. En deltager spurgte hende, hvordan hun fortolker idéen om art writing. Hun sagde, mit udgangspunkt er transsubstantiation. Jeg googler transsubstantiation: Et begreb fra den romersk-katolske kirkes lære, der betyder egentlig væsensforvandling; det dækker over den transformation, der sker under nadveren, hvor brødet og vinen fuldt og helt bliver til Jesu legeme og blod. Man behøver ikke at forestille sig noget og man behøver ikke at fortolke. Vinen er blod, og overført til art writing er teksten det, som den gør. Tænkt ind i temaet KROP er teksten også dette: Krop.

RUM
Steven får den idé, at vi skal se et kort uddrag af David Cronenbergs film Fluen. Hovedpersonen, spillet af Jeff Goldblum, som er muteret til en blanding af menneske og insekt, vil smeltes sammen med sin kæreste for at blive ét med hende, men kæresten undslipper mutations-maskinen, og Goldblum muterer i stedet med selve maskinen. Et sørgeligt og ulækkert væsen kravler frem med bedende øjne, metaldele vokset fast i den i forvejen ulogisk sammenhængende kødklump.
Efter filmklippet beder Steven alle skrive om det monstrøse ved kroppen. En samtale starter, jeg kan ikke huske hvordan, men den trækker et større rum med sig. Andreas Vermehren Holm siger, at han ikke tror, der findes monstre. Er det muligt at komme bort fra den antropocentriske tankegang, hvor der er mennesker over for monstre, spørger han?
Efter masterclassen spørger jeg Andreas, hvordan han opfatter sammenhængen mellem art writing og relationen mellem mennesker og dyr.
Andreas svarer i en email,
det er ikke længere meningsfuldt at adskille ens livsførelse fra ens forståelse af tingene — bogen er ikke nødvendigvis skriftens bestemmelsessted — skriften kan være noget andet, noget mere end alt, hvad der kan bindes i sprog — hjertet også er et opfattende organ — at vi ikke er de eneste kroppe med hjerter — hundens hjerte; fuglens hjerte opfatter — plantefrøene sanser.
Vi har med sproget adskilt os selv fra det, vi kalder »natur« — vi har igennem tiden med sprogbrug gjort det muligt at dræbe henholdsvis jøder og inkaer, sorte mennesker og kurdere, osv. Vi siger ordet »dyr« og gør det muligt at slå dem ihjel. Det er min oplevelse, at vi har vendt det mod os selv: Der er ikke »menneske« nok til alle i dag — der er så mange kroppe, så mange arter, der frit kan slås ihjel.
Kroppen er i centrum af alt dette: menneskekroppen; albatroskroppen; hvalkroppen — vi kan ikke længere gå ud fra at de unge vil blive gamle, at de gamle vil dø og bibelgenerationerne fortsætte. Aldrig har det været så vigtigt at insistere på dette: At se verden indebærer at repræsentere dens fremtid.
Vi må tro på den viden, vi vælger at besidde og kropsliggøre det, vi tror på.
Art writing er for mig tæt forbundet med den biosemiotiske idé: Livet giver tegn, kinetisk, også selvom det ikke signaliserer andet end sig selv, ikonisk eller bliver fortolket som et tegn på fare, indeksikalt. Biosemiotikken er en rent funktionel tegnteori, som rummer en fundamentalt anden tilgang til verden end den klassiske tegnlære repræsenteret ved fx Saussure; den udgør et væsentligt opgør med antropocentrisk og dualistisk tankegang overhovedet, samt indsætter rum til andre arter, dyr og planter, og muliggør, for mennesket, en genopdagelse af verdens mangfoldighed og egen agens.
Tilbage til samtalen i rummet, den bevæger sig videre til:
Temple Grandins hugging machine, en metalkonstruktion, der knuger eller krammer køerne, så deres angst dæmpes inden den brutale nedslagtning. (At kunne benytte en hugging machine, når man skriver, jeg tænker, hvilket arbejde former sig?)
Og dagen efter, Nora Joungs krageprojekt, idéen om at kunne skrive fra en krages perspektiv og herfra erfare den menneskelige verden. Nora, der ikke vil indtage kragens krop, men lader teksten være skrevet af et menneske, der forestiller sig at være en krage.

REFLEKSION
Masterclass-rummet bliver hurtigt intimt. Vi er sammen, og alle deltagerne blotter sig for hinanden. Jeg bliver hængende ved bestemte tanker om, hvordan teksterne fornemmes. Etiske, omsorgsfulde. En omsorg for teksten? Direkte. Blodige. Skamløse eller skamfulde?
Nogle måneder før er jeg til litteraturfestival på Vestjyllands Højskole med forlaget Gladiator. Vi snakker om Susan Sontags essay fra 1966 Against Interpretation. Sontag vil bort fra en bestemt måde at fortolke en tekst på — nemlig den fortolkningsmetode, der siden antikken på metaforisk vis har søgt at fremdrage noget i en tekst, en allegorisk betydning, et indhold. En måde at læse på, hvor man hele tiden oversætter få af tekstens elementer til en større fortælling. For Sontag er det at øve vold på teksten, for teksten har en klar mening, der allerede er tilstede og fuldt synlig. Teksten fremtræder, som den er.
På højskolen snakker vi om den overflade, teksten har, som ikke er det samme som en overfladiskhed. Måske er teksten levende som i en myretue, sætningerne kravler i overfladen og som læser ligger man dér og trækker vejret, glider omkring og oplever. Måske har teksten ikke nogen dybde, og det er ikke noget problem. I overfladen findes tekstens betydning.
Sidst i essayet skriver Sontag at »I stedet for en hermeneutik har vi brug for en kunstens erotik« — på engelsk »an erotics of writing«. Hun uddyber ikke, hvad det vil sige. Det er en sætning, man kan bære med sig rundt, og som pludselig kan give mening. Jeg tænker på det intime forhold til en tekst, dens liv og krop, de højnede opmærksomhedstærskler, sanserne aktiveret i læsningen.

RUM
Der er ingen mulighed for, at jeg kan beskrive alle de vidt forskellige kunstneriske praksisser, jeg møder dén uge i april.
Halvdelen af undervisningen foregår på barer i Aarhus, mest på Pinds. Jeg husker brudstykker af samtaler. Om Grauballemanden og Tollundmanden, om det nye Moesgaard museum og museets filmiske dramatisering af et stort slag. Om skovene i Aarhus, om at vokse op i bjerge, ved kysten, om stoffer og sindstilstande og Jan Bas Ader, om den danske frigjorthed og konservatisme, om Annie Sprinkle og alder og Susan Howe og New Yorks litterære scene, om kærlighed og tv og nervøsitet og intimitet og Kathy Acker.
Lise Skou har skrevet et teaterstykke i samarbejde med Gritt Uldall-Jessen; Vi lider alle af kapitalisme, men vil ikke behandles; en morgen deler hun eksemplarer af bogen ud til alle. Teksten er en samskrivning af Marge Piercys science fiction roman Kvinde Ved Tidens Rand fra 1976 og tekstsamlingen Revolt and Crisis — Between a Present Yet to Pass and a Future Still to Come, redigeret af Dimitris Dalakoglou og Antonis Vradis i 2011, om den sociale opstand i Grækenland i 2008. I et rum mellem fiktion og fakta følger man den psykiatriske patient Connie, bl.a. gennem hendes rejse i tid til en fremtidig utopisk verden.
Rasmus Brink Pedersen er med på en gruppeudstilling i Kunsthal Århus, Venskaber. I alt ni venner står bag, og i processen med udstillingen har de forsøgt at tage højde for de forskellige sensibiliteter, de hver især bringer med sig: Handikap, fuldtidsarbejde, børn. Dele af udstillingen bliver til over den uge, de sammen tilbringer i udstillingsrummet, der skrives tekst, der performes, en film bliver redigeret. Efterfølgende er rummet fyldt med iscenesatte objekter og dokumenter, nogle er spor efter de koreograferede situationer. Vi besøger kunsthallen, vi går gennem rummene.
Senere: Vi mørklægger klasseværelset og ser et klip fra Stan Brakhages Window Water Baby Moving og Carolee Schneemann og James Tenneys Fuses, to film med hud, kød, krop og katte.
Line Kallmayers hovedtransplantation, en tekst om at vågne og opleve ikke at have den krop, man kender.
Ditte Lyngkær Pedersens tekst »Vagina Eating Husband Slowly«, en faderskabspsykose: Godnathistorien om slangen, der æder det lille dyr, transformeres til et eventyr om faderen, der suges op i livmoderen til drengefosteret.
Franziska Hoppe skriver om en aflyst performance, hun inviterede en ven til at spise med sig, campells tomatsuppe, men fortrød. Tanker om maltbolsjer, madorgier, mundskænke, en middag, hvor værten på forhånd har taget en bid af alle burgerne.
Harvey Rabbits Chamber of Intimate Experiences: Kan udvekslingen af intimitet finde sted i et provisorisk rum med en fremmed?
Naja Lee Jensen, en telefon i hver hånd med billeder af miniature-Naja, tre stemmer i dialog med sig selv.
En sætning, Roger von Reybekiel har skrevet, toss a friend in the air and take a picture of it, og vores latter i sofaen, da vi med rødvin i hånden finder hans tekst og henkastet læser den.
Brainstorm på idéer, feedback på idéer, at gøre noget færdigt. Udramatisk har tre på holdet fundet sammen om at skrive noget i fællesskab. Jeg genkender Adam Drewes idé om at huske alle de følelser, han har haft over de foregående tre dage, da teksten bliver læst højt. Aislinn McNamara læser: The bartender thinks we’re on a date. Rasmus læser: I want to kiss him. Der er ingen markerede overgange; oplevelserne flyder sammen. Der bliver ikke skrevet »jeg«. En fremmed mand fylder lige så meget som følelserne omkring masterclass’en, der endnu ikke er fordøjet. Vi føler os alle set. Teksten siger: Kroppen er det reservoir af erfaringer, som teksten altid udspringer af. Og kroppen er det sted, teksten performes fra.



←  Till artikelarkivet